undervisere

Colosal Titan, som rigtig hedder Rash, kommer fra Den Demokratisk Republik Congo. Han startede med at danse og breakedanse i gruppen La Folie Crew, som har tourneret rundt i verden til battles og danseprojekter. Han gæstede Danmark for første gang til Images of My World-festivalen i 2013 og er nu bosat i Danmark. Udover at være en respekteret breakdancer, er Colosal også en dygtig afrohousedanser. Dette er grunden til, at vi har valgt at smelte de to stilarter sammen til et nyt og spændende tilbud. Colosal underviser i Breakdance og Afrohouse.

Felicia Cameron er uddannet på Flow Dance Academys 1. årige uddannelse. Felicia har undervist på Flows Dance Academys aftenskole, og har danset for et hav af kunstnere. Felicia er en af de første, der underviser i Afrobeat i Danmark, hun er en eftertragtet danser og er koreograf i Team Black Out, et afrobeat/dancehall fusions team. Felicia underviser i Afrobeat.

Amalie Zaar er en dygtig underviser med et stærkt formidlingsmæssigt fokus, og hun har både undervist i ind- og udland. Amalie har danset hele livet og har undervist og arbejdet med koreografi i snart 20 år i Danmark, i Europa og på Jamaica, hvor hun har boet en stor del af året de sidste 6 år. Hun har koreograferet og performet for danske kunstnere såsom Pharfar, Raske Penge og Wafande, og internationale såsom Konshens, RDX, Mr.Vegas, Popcaan, Munga og Richie Stephens. Amalie underviser i Dancehall.

Mikala Hoff er danser og kulturdynamo med kærlighed til verdens musik og dans. Mikala har studeret og praktiseret vestafrikansk og afrocubansk dans gennem 30 år i Danmark, Guinea, Frankrig og Cuba. Hun har danset og undervist i afrorelateret dans gennem 30 år på Rytmisk Center, aftenskoler, Musikkonservatorier, efterudannelser, børnehaver, skoler mv. Hun er grundlægger af foreningen Global Kidz og er desuden projektleder Sommerdans i Fælledparken, Cuban Festival og Global Generation mv. Mikala underviser i Rytmik og Verdensdans. 

Birgitte Skands har en baggrund fra Juillard School of Music, Martha Graham skolen, Lotte Kærså / Rytmisk konservatorium og Merce Cunningham teknik. Birgitte spænder over stilarter som modern dance, free flow, soul funk og mange former for verdensdans fra ophold i Brasilien og Vestafrika. Hun har undervist børn i 25 år i Danmark og New York, hos blandt andet Dansekonsulenterne, idrætsforeningen Bif på Bernadotteskolen, Gentofte Kulturskole, og udviklet sine egne huskunstnerforløb . Birgitte er udover børneunderviser, også en erfaren voksen og  teenage underviser. 
Birgitte underviser i Verdensdans og Balletspirere & Spillopper.

Michael Domfeh er en sprudlende ghanesisk danser og musiker med en lang karriere bag sig. Michael er leder af Akwaba ensemble og han er en fantastisk pædagog til både børn og voksne. Michael underviser i afrikansk dans, sang og rytme.